koncertbeskrivelse

himmelskmusik ved trinitatis kantori

Festivalens åbningskoncert er lagt i hænderne på et af Danmarks mest markante kirkekor, Trinitatis Kantori, København, med solister, orkester og orgel.

Her vil man opleve at blive totalt omsluttet af den skønneste kormusik, når sangere, solister og musikere optræder fra alle steder i domkirken - fra højkor, kortrappe, sideskibe og pulpiturer.

Det bliver med venetiansk inspireret musik fra guldalderen med flerkorsmusik af Gabrieli og Monteverdi. Man vil kunne høre Allegris kendte »Miserere« for kor og 4 solister, og Tallis’ fantastiske korværk for 40 stemmer »Spem in alium«. Store korværker veksler med soli sunget af de fire solister. Hele koncerten slutter med et stort jubeludbrud i Praetorius’ »In dulci jubilo«.

Kammerkoret Trinitatis Kantori er et selvstændigt koncertkor med fast tilknytning til Christian IV’s gamle barokkirke, Trinitatis Kirke. Kantoriet afholder især koncerter i kirken og i Rundetårns smukke bibliotekssal, men også andre steder i både ind- og udland.

Dirigent og kunstnerisk leder er kirkens organist og kantor Søren Christian Vestergaard. Foruden sangerne medvirker messingblæsere, strygere, lut og orgel.

 

Entré: 150 / u. 25 år 75 kr.



Bestil billet

Webdesign: BITSCH and pieces